Når man taler om at “træne sin hund”, kan tankerne hurtigt ledes over på aktiviteter som en lang gåtur i skoven, en svømmetur i søen eller at kaste bold i parken. Jo, fysisk træning er selvfølgelig vigtigt for hundens trivsel, men ofte bliver den mentale aktivering overset. 

Som hundeejer kan du eksempelvis opleve, at din hund aldrig bliver træt, når du kaster bold. Faktisk virker det til, at din hund bare bliver mere og mere frisk, imens din kastearm bliver tungere og trættere for hvert kast. Men alligevel bliver du ved i en uendelighed i håbet om, at hunden bliver træt – hvilket ikke sker inden for de næste par timer..

Nogle hunde har desuden svært ved at finde ro efter motion og fysisk leg. Her er det især vigtigt at supplere den fysiske træning med mental aktivering, da en omgang hjernegymnastik kan trætte hunden uden at stresse den. Fra naturens side har hunde både behov for at bevæge sig og bruge sin hjerne og sanser. Mental aktivering bør derfor være en del af enhver hunds liv – også din bedste ven!

Hvad er fordelene ved mental aktivering?

Udover at det kan være sjovt for både hund og ejer, så er der mange fordele ved at aktivere sin hund mentalt. Det kan…

  • Forbedre forholdet mellem hund og ejer
  • Øge hundens trivsel og glæde
  • Gøre hunden mere lydig og opmærksom
  • Undgå udvikling af problemadfærd og stress

Det bedste af det hele er, at det slet ikke er så indviklet eller dyrt, som det kan lyde. 

Vi har lavet en liste med tips og råd til mental aktivering af din hund, så du hurtigt og nemt kan få inspiration til at udfordre din hunds sanser. Bare rolig, der findes masser af små aktiviteter, som du både kan lave ude og hjemme.

Idéer til mental aktivering af din hund

De mentale aktiveringsøvelser er opdelt i tre kategorier: 

  • Næsearbejde og problemløsning
  • Balance og kropskontrol
  • Samarbejde, lydighed og tricks

Hver kategori har fokus på nogle bestemte sanser, som din hund har godt af at få udfordret og trænet. Læs med for at blive inspireret til, hvordan du kan aktivere din hund mentalt!

Næsearbejde og problemløsning

I naturen finder hunde mad ved at bruge deres lugtesans. I dag skal hunde ikke ligefrem bruge meget energi på at sniffe sig frem til sin mad, for den tryller vi hundeejere frem på magisk vis. Men det er faktisk godt for din hund at bruge sin næse. Det er også godt for din hund at bruge sin hjerne til at løse problemer. Du kan sætte udfordre din hunds næse og evner ved at prøve en af disse øvelser:

  • Søge foder eller godbidder. Du kan gemme en del af hundens foder eller et par godbidder på mange måder. Det kan være i haven på græsplænen, under et tæppe i stuen eller du kan putte et par godbidder i en æggebakke eller en køkkenrulle, hvor du folder enderne sammen.
  • Godbidder under krus. Læg en godbid under et krus. Lad din hund opdage, at der er en godbid nedenunder. Når hunden har lært at vælte kruset for at få fat i godbidden, så kan øvelsen gøres sværere. For eksempel kan du bruge flere krus, hvor der kun er godbidder under nogle af dem. Hunden lærer nemlig at bruge sin næse til at afgøre hvilke krus, der skal væltes. 
  • Gemmeleg i haven. Du kan både gemme godbidder eller din hunds yndlings legetøj. Det kan både være i græsset, men også på lavt hængende grene eller havemøbler. 
  • Godbidder i et tæppe. Gem godbidder i et håndklæde. Når din hund finder frem til godbidden, skal du give den masser af ros! Du kan gøre det sværere og sværere ved at folde håndklædet flere gange. 
  • Forkerte vej rundt om lygtepælen. Vi kender det alle – din bedste ven skulle lige sniffe til et eller andet og pludselig er den på vej rundt om lygtepælen. Prøv at lade din hund finde ud af selv, hvilken retning den skal gå. Men gør det lidt nemt i starten, så din hund ikke bliver helt frustreret. 

Der findes mange måder at træne din hund mentalt gennem næsearbejde og problemløsning – kun fantasien sætter grænser! Fælles for dem alle er, at du får en træt og tilfreds hund.

Balance og kropskontrol

Vi ved selv, at det kræver dyb koncentration at holde balancen. Bare det at stå på et ben med lukkede øjne kan føles helt umuligt! Balanceøvelser er også god mental træning til hunde, da det kræver stor koncentration og styrker kropskontrollen. Her handler det især om at starte i det små og give hunden gode oplevelser, så den får opbygget sin selvtillid, motorik og balance. 

  • Gå på bænke, borde eller træstammer. Få hunden til at gå over bænke, borde, træstammer, broer eller hvad I ellers kommer forbi på jeres gåture. Når hunden føler sig sikker, kan du lære den at kravle under tingene. 
  • Hold balancen. Lær din hund at stå på sten eller ting, der vipper. Når den føler sig tryg ved dette, kan I øge sværhedsgraden ved at lave øvelser som sit eller dæk ovenpå tingene. Det styrker hundens balance. 
  • Kravle under dine ben. Når du sidder på gulvet, kan du lære din hund at kravle under dine ben. Hvis det er let at lære for din hund, så kan I forsøge jer med at springe over benene. I kan også forsøge jer med at springe gennem hulahopringe eller armringe – det er lidt sværere, men når din hund først har forstået det, er det en super sjov øvelse.
  • Agility. Hunde elsker agility! At gå til agility eller hundetræning giver gode oplevelser og kan give inspiration til, hvad I kan træne derhjemme. Men du kan også sagtens bygge agility-forhindringer i haven. Det vigtigste er, at din hund har det sjovt og får ros, når den gør det rigtige. Eksempelvis kan du med en godbid lokke din hund til at springe over et hævet kosteskaft eller hoppe op på en kasse.

Samarbejde, lydighed og tricks

Grundlæggende lydighed er vigtigt for at hund og ejer trives sammen i det daglige. Det er også god mental aktivering af din hund, for det kræver koncentration at udføre handlinger på kommando. Især når der skal læres nye kommandoer eller tricks som at give pote eller rulle rundt. Det er med til at styrke båndet og samarbejdet mellem hund og ejer, så det er bare med at komme i gang!

  • Alt det grundlæggende. Bare det at gå pænt i snor kan være mental aktivering for din hund. Det kan også være at komme, når du kalder, hente ting eller slippe ting. Tænk gerne på, hvad du gerne vil have din hund til at kunne gøre, som er praktisk for jer i hverdagen.
  • Alt det sjove. Det er både sjovt for hund og ejer at lære nye tricks. Det kan være alt lige fra at vinke, kravle, rulle rundt eller spille død. Øvelserne er sjove og styrker samarbejdet mellem hund og ejer. Din familie og venner bliver desuden vildt imponeret hver gang I viser dem et nyt trick!

Du kan aktivere din hund mentalt på alle mulige måder. Vores bedste råd er at starte i det små og vær opmærksom på, hvilke udfordringer din hund reagerer positivt på. Det vigtigste er, at I begge synes det er sjovt og får en god oplevelse ud af det. 

Vi hos Tinywolf håber, at I kunne bruge nogle af vores tips til mental aktivering. Hvis du er mere nysgerrig på din hunds trivsel har vi kombineret kæledyrsvidenskab og teknologi i en app, som kan give dig detaljeret indsigt i din hunds velfærd, som ikke har været mulig indtil nu. Læs mere om den lige her.

Fandt du denne artikel nyttig?